ROKLUBBEN VIKING

Historie


Roklubben Vikings historie


Roklubben Viking blev stiftet 19. april 1943.
Klubbens første klubhus blev bygget allerede samme år. Selv om der på det tidspunkt var knaphed på materialer, blev huset opført i træ og indeholdt bådehal og en 1. sal med omklædningsrum, og opholdsstue og en terrasse. Klubhuset lå med adgang direkte ud til Faxe Ladeplads gamle havn. Området er senere blevet fyldt op og giver i dag plads til et firma, der knuser sten fra havet.

I klubbens 1. sæson nåede man at ro 2.810 km i den 4-årers inrigger ”Ingrid”, man havde anskaffet. Året efter gjorde krigen at der var roforbud, så først efter krigens ophør kunne man igen i 1945 fortsætte roningen.
Roklubben Viking blev forholdsvis tidlig kendt blandt andre roklubber som værende aktiv inden for kaproning. Således vandt klubben allerede i 1955 sit første DM, som blev hjemført i 4-årers inrigger.
Rigtig landskendt blev Roklubben Viking i 1960, hvor toer mandskabet Knud Nielsen og Jens Behrendt med styrmand Svend Lysholt deltog i OL i Rom og som eneste danske mandskab nåede i finalen og efter et nervepirrende løb opnåede en ærefuld 4. plads. Mandskabet nu med styrmand Niels Olsen deltog også ved OL i Tokyo, hvor mandskabet dog ikke nåede finalen. Inden de to stærke roere stoppede deres kaproningskarriere havde de sammen vundet 4 DM, 3 NM og deltaget i 2 OL og 3 EM.

Siden har Roklubben Viking (klubbens størrelse taget i betragtning) haft utrolig mange kaproere, der gennem årene har repræsenteret klubben på både danske og udenlandske kaproningsbaner og med mange sejre og flotte resultater i flere forskellige bådtyper og klasser.
Bjørn Hansen og Henning Larsen tog i slutningen af 60erne arven op efter Knud Nielsen og Jens Behrendt. De viste sig at blive et toer mandskab i topklasse. I 1970 kom belønningen for deres enorme træningsindsats og deres hidtidige resultater med deltagelse i VM i Canada. En 8. plads blandt verdens bedste var på det tidspunkt et fantastisk resultat. Året efter gentog de en 8. plads ved EM, som i 1971 blev afholdt på Bagsværd sø. Kulminationen var nok da året blev sluttet af med at vinde det danske mesterskab, i øvrigt det 6. DM til Roklubben Viking.
I slutningen af 70erne og op gennem 80erne havde klubben en meget aktiv kaproningsafdeling for ungdomsroere. Med træningslejr først i Hjelmsjø, Sverige og senere i Berlin var roerne allerede tidlig på året klar til sæsonens mange kaproninger. Det høje aktivitetsniveau var kun muligt fordi man havde kaproningstrænere og ledere, der udførte en utrolig indsats. Samtidig havde man opbakning i bestyrelse, hos forældre og fra sponsorer.
I samme periode opbyggede klubben en aktiv langtursafdeling, som både arrangerede weekend- og ferielangture. Samtidig udvikledes samarbejde med roere fra klubber i Vestberlin.
I 1982 erhvervede klubben en sommerhusgrund ved Bøget, Jungshoved. Samme år fik man flyttet et sommerhus og opført det på grunden. Huset er siden blevet udvidet og forbedret og er gennem årene blevet flittig anvendt i forbindelse med weekend roture og ferielangture.

Roklubben Vikings nuværende klubhus er resultatet af om- og tilbygninger af flere omgange. 1. del af eksisterende byggeri blev indviet i april 1967. Siden har man gennemført udvidelse på østsiden (værksted, motionsrum/træningssal, kontor og omklædningsrum) med indvielse i 1975. Og allerede i april 1979 kunne man tage en ny bådehal i brug, en tilbygning der blev foretaget på vestsiden. I 1998 gennemførte man en udvidelse på nordsiden. Denne gang fik man plads til et stort værksted, hvor der er plads til at istandgøre både samt have plads til klubbil og bådtrailer. Udvidelsen omfattede også 1. sal, hvor opholdsstuen blev udvidet samt at der blev plads til større køkkenareal samt bestyrelseslokale. Samtidig blev det gamle værksted overflødig og inddraget som en del af træningslokalet med plads til romaskiner. I 2012 gennemførtes en udvidelse af motionsrummet.
Roklubben har i dag følgende bådtyper:
  • Inriggere (motions- og langtursroning)
  • Gigbåde (motionsroning)
  • Costalbåde
  • Outriggere (mest kaproning, men også motionsroning)
  • Kajakker
I alt vil ca. 100 roere kunne være på vandet på en gang.
Kajakkerne kom til i 1994 og blev samtidig en udvidelse af klubbens aktivitetsområde.
Roklubben Viking har med sin beliggenhed direkte ud til Faxe Bugt den skønneste udsigt, som bl.a. kan nydes fra klubhusets terrasse og nu også fra motionsrummet.
Roklubben Viking er en af de mange idrætsforeninger i Faxe Kommune, der kan tilbyde medlemmer en sund og aktiv idræt i et dejligt miljø.

Klubben fremstår i dag som en moderne idrætsforening, hvor medlemmer kan udøve mange aktiviteter. Ud over de tre former for roning: motionsroning, kaproning og langtursroning er der hele året mulighed for at anvende motionsredskaber og romaskiner i klubbens motionsrum. I vinterhalvåret kan der dyrkes svømning i klubbens svømmeafdeling. Endvidere er der bl.a. tilbud om gymnastik og orienteringsløb ligesom roklubben stiller lokaler til rådighed for Løbeklubben Sibirien.
 

Medlemslogin
Klik her
Rokort
Besøg vores side
Rospinning
Yoga
KajakContainer
Nyt-fra-bestyrelsen
Billedgalleri
Roklubben Viking | Havnevej 10 | 4654 Faxe Ladeplads | Tlf.: 3035 8321 | mail@roklubben-viking.dk | CVR: 84936618